tvSyd. Troværdige perspektiver. Samlende energi.
tvSyd har siden grundlæggelsen været engageret i at formidle lokale historier og nyheder fra det syd- og sønderjyske område. Med rødder i troværdig journalistik og en stærk lokal forankring fungerer de i dag som en moderne medieplatform, der forbinder mennesker og giver stemme til fællesskaber. tvSyd er en central del af regionens identitet og fortsætter med at samle regionens energi, formidle relevante historier og levere troværdige perspektiver til befolkningen. Med denne rebranding ønskede tvSyd at tage næste skridt i deres udvikling og skabe en identitet, der matcher deres fremtidsvisioner.
- Brand Design
- Brand Guidelines
- Brand Identitet
- Brand Research
- Brand Strategi
- Corporate Design
- Grafiske Elementer
- Logo Design
- Motion Graphics
- Visuel Storytelling & Kommunikation
Udfordring
Hvordan fornyer man en identitet for en organisation, der har været en del af regionen i 40 år – uden at miste forbindelsen til de værdier, der gør dem unikke? tvSyd ønskede ikke blot en visuel opdatering, men en identitet, der tydeliggør deres nye strategiske retning, som de har arbejdet med gennem længere tid. Identiteten skulle afspejle tvSyd som et moderne mediehus, der forener nærvær med borgerne og fungerer som talerør for regionens mange kommuner. Samtidig skulle den også kunne tiltrække nye, yngre målgrupper uden at gå på kompromis med deres troværdige og lokale arv. Opgaven var at finde balancen mellem at modernisere og bevare autenticiteten, så både eksisterende og nye målgrupper føler sig knyttet til brandet.
Løsning
For at realisere tvSyd’s ambitioner og strategiske retning skabte vi en visuel identitet, der balancerer tradition og fornyelse. Identiteten tager udgangspunkt i vores fortolkning af deres kerneværdier: Troværdige perspektiver, samlende energi.
Logoet blev opdateret fra TVS til tvSyd for at styrke forbindelsen til regionen og skabe større fokus på borgerne. Den blå farve, inspireret af de 14 kommuners våbenskjold, understreger fællesskabet og tilføjer troværdighed. Pilene i designet symboliserer, hvordan tvSyd samler regionens energi og formidler den videre på tværs af platforme.
Den nye identitet er ikke blot en visuel opdatering, men en strategisk ramme, der understøtter tvSyd’s rolle som et moderne mediehus, der forbinder mennesker og fortællinger i hele regionen.
En af de første ændringer var at gå fra “TVS” til “tvSyd”. Dette skaber klarhed omkring afsenderen og signalerer en større tilknytning til regionen. Logoet blev designet med små bogstaver i tv og et fremhævet stort S, der symboliserer fokus på Syd. Logoet indeholder også en række pile – et grafisk element, der symboliserer, hvordan energien fra regionen samles og formidles ud. Disse pile fungerer både som bindeled, og som en visuel fortolkning af tvSyd’s mission om at samle og inspirere.
Pilen der fungerer som det samlende element, er placeret i logoets centrum i form af S’et og er kendetegnet ved sine let buede ender.
Vi har valgt en ren og variabel skrifttype, der signalerer professionalisme og seriøsitet, samtidig med at den er let at anvende i animationer og overgange.
Farvepaletten blev fornyet med blå som primær farve – inspireret af de 14 kommuners våbenskjold. Blå er ikke kun en anerkendelse af regionens fællesskab, men også en farve, der signalerer troværdighed og ro.
Nyhedsintroen viser hovedideen og alle de historier, der samles i brandet.
For at skabe en helhedsoplevelse udviklede vi et lydunivers, der afspejler nærvær og energi. Samtidig blev der skabt et motion graphic-univers, der dynamisk understøtter tvSyd’s digitale udtryk. Disse elementer sikrer, at den visuelle identitet spiller sammen med lyd og bevægelse på tværs af platforme.
Pilene bruges som et dynamisk element i on-air designet og skaber flydende overgange.